Vig Fysioterapi og Fitness, Vig Hovedgade 35, 4560 Vig. Tlf.: 59 31 64 64. Telefontid alle hverdage 8.30 - 11.30.
Afbud skal meldes senest samme dag kl. 9.00. Ved for sent afbud eller udeblivelse opkræves gebyr kr.: 160,-.
Vig Fysioterapi og Fitness, Vig Hovedgade 35, 4560 Vig. Tlf.: 59 31 64 64. Telefontid alle hverdage 8.30 - 11.30.
Afbud skal meldes senest samme dag kl. 9.00. Ved for sent afbud eller udeblivelse opkræves gebyr kr.: 160,-.
Stjerneløb med hurtige vendinger stiller store krav til stabiliteten i ankler og knæ.
Tilbage til sport eller idræt
Nogen er altid skadet, andre prøver det en sjælden gang, men det er nok de færreste der er sluppet igennem livet uden at være øm bare en gang imellem
Hvis jeg kigger på de patienter jeg møder, der er kommet til skade i forbindelse med sport, eller som har været nødt til at opgive den ugentlige løbetur på grund af skader, er der et spørgsmål der næsten altid kommer: ”Hvornår må jeg træne igen?” Her er nogle tommelfingerregler som kan hjælpe lidt på vej. - En muskel skal bruge 6 uger på at hele, og et ledbånd skal bruge 6 måneder. Ved knoglebrud plejer man at sige at det tager dobbelt så lang tid at genoptræne, som det tog at være i gips, altså 6 uger i gips og 12 uger træning ved de fleste standardbrud. Når jeg siger 6 uger til mine patienter bliver jeg tit stillet overfor eksempler på superligaspillere og håndbolddamer, der kommer tilbage på banen i løbet af 14 dage, eller korsbåndsopererede der spiller igen efter en måned. Det er også rigtigt, men man skal ikke være blind for at det er deres arbejde og deres chance for at lave en god opsparing inden de som 30-årige skal pensioneres fra sporten. Hvorfor risikere at ødelægge benene helt, når du i stedet kan tage et par ugers ekstra pause nu og have et par ekstra år med sjov træning i den anden ende? I stedet for at spekulere i dage og uger plejer jeg at anbefale at træne efter et trappesystem. Lad os sige at du er fod- eller håndboldspiller, eller at du dyrker en ketschersport, og at du har fået en skade i benet. Alle de ovennævnte sportsgrene kræver at du er hurtig til at ændre retning, og i hånd- og fodbold har du oven i købet en modstander, der kan finde på at løbe ind i dig. Selve skaden skal selvfølgelig behandles, men når skaden er stoppet og du er klar til at træne lidt igen, er det klogt at kigge på trappesystemet. Når du kan klare et punkt uden smerter hopper du videre til næste punkt:
1. Start med at løbe stille og roligt lige ud af landevejen. Hold dig til maksimalt
80% af din ydeevne
2. Lav stigningsløb - stadig lige ud af landevejen, men prøv nogle accelerationer og
korte spurter
3. Spring fra side til side. Mens du løber tager du store skridt fra side til side, nu begynder stabiliteten i knæ og ankler at komme på en prøve
4. Stjerneløb. Her markerer du et centrum, hvorfra du løber 2-3 skridt ud og hurtigt vender om - ind til midten og af sted i en anden retning
Når du når her til, kan du begynde at træne sportsspecifikt. Det vil sige med bold eller ketscher, men hold dig fra kampe lidt endnu. Intensiver træningen over et par gange og start med en hyggelig træningskamp, inden du skal møde lokalrivalerne. Trappen er god at have i baghovedet når du render rundt og er små-skadet, men hvis du endnu ikke kan klare det første trin, skal du stadig tilses af din læge eller fysioterapeut.